Der er folk, der er i fuld gang med at programmere personligheder ind i vores computeres styresystemer, især i robotterne. Vi kan snart omgås intelligente maskiner, der er programmeret til at passe til vores behov og temperament. Der tales nu om risikoen for, at folk kan komme til at foretrække robotters selskab frem for menneskers. Ja, i Spike Jonzes film Her bliver hovedpersonen (spillet af Joaquin Phoenix) kæreste med sit hyperintelligente styresystem. Og han er langtfra den eneste, altså i filmen. Venner og familie, kæreste og kolleger har det jo med at være uenige med os. Stryge os mod hårene. Kort sagt være besværlige skiderikker.

Siden før Anden Verdenskrig har man kunnet høre musikere forsøge at få maskinerne til at makke ret og arte sig efter menneskenes ønsker. Og det er blevet stadig nemmere. I computernes verdener kan man dyrke sin narcissisme i fuld firspring. For musik kan jo også være en spejlingsproces, og vi kan ofte se mennesker – eller hvad mennesker gerne vil være – i deres musik. Et menneskes æstetiske sans er et væsentligt karaktertræk, som ligger til frit skue i deres musik. De indtryk, en musiker finder i de elektroniske landskaber, fortæller om dennes temperament, stræben og tilgang til livet. Og det udtryk, en musiker opsøger, er en iscenesættelse, der kan røbe lige så meget om mennesket, som en intim samtale kan.

Det er også blevet nemmere at samtale intimt med elektronikken alt som brugervenligheden og processorkraften er eksploderet. Det var noget sværere for Else Marie Pade at få tryllet lyden af en havfrue frem af en primitiv tonegenerator på Danmarks Radio i 1957, end det er i dag at dykke ned i den uendelighed af muligheder for at få sin lyd frem, som tilbyder sig i frit tilgængeligt software. Eller var det?

For lidt modstand

Måske er det lige så svært nu, som det altid har været at finde og formidle sig selv i maskinerne. Måske fortæller den enorme flom af ligegyldige elektroniske musikeres møde med maskinerne om fremtidens problemer med servile styresystemer skræddersyet til hver enkelt af os. For der er så mange muligheder og så lidt modstand i moderne teknologi. Og modstand bygger karakter, det ved vi fra livet. Og modstand nærer kreativiteten, det ved vi fra kunsten. Ja, den femte beatle George Martin har ondt af nutidens musikere og producere, fordi de oplever så mange valgmuligheder og så lidt modstand.

Måske har den singulære kunstneriske vision faktisk sværere ved at blive forløst i nutidens elektroniske musik. Lige som menneskets karakter og sociale kompetencer en dag kan blive alvorligt handicappede af at date styresystemer og omgås begavede robotter, der ved, at der bliver slukket for dem, hvis de siger deres ejere imod. Måske handler det lige som altid om at respektere spørgsmålstegnene og opsøge kontroltabet?

De bedste elektroniske musikeres samtale med teknologien søger selvfølgelig uden om det maskinerne er bygget til at give os, men mange elektronikere har også søgt supplerende modstand i den virkelige verdens instrumenter og lyde. Sandsynligvis fordi de har deres egne stramt definerede, tydelige klanglige karakterer, der i høj grad handler om materielle begrænsninger, om fysiske love, historie, ja, sågar død. Denne anmeldelse handler om tre danske elektroniske navne, der alle blander kroppen, virkelighedens og elektronikkens lyde i forskellige størrelsesforhold – og aldrig forfalder til privatsproglig narcissisme.

Fremragende naivistisk

Band Anes nye og tredje album Caravan begynder med fuglefløjt, hvorefter en synthesizer glastindrer sin flydetone gennem underskoven, en melodi vokser frem, nogen går, en flue fistrer forbi. Bastoner indgår i duet med fuglefløjt. Naturen fortæller sig selv og bliver fortalt. Fremmedelementer ind og ud. Er det papir? Pludselig taler en fordrejet basstemme uforståeligheder. Så er der vejrudsigt i skidt FM-modtagelse. Der loves regn. Det regner.

Åbningsnummeret »Overgrown« er en mesterlig komposition af konkretlyde, elektroniske klange og fordrejninger. Og i det hele taget er Caravan et fremragende naivistisk, poetisk, nyfigent, legesygt album, i øvrigt opkaldt efter Østergaards barndoms campingvogn, som hun legede og også boede i. Et album, man kan lytte til med en fornemmelse af at man lærer at lytte til verden på en ny måde. Og her er masser af reallyde og traditionelle instrumenter, og helheden er gennemvædet af en kompositorisk nerve der gør, at de vævre nulrende melodier føles som nyt liv i den flimrende gen-pøl, mens langsomt svævende glasformationer er så regnvejrstunge, at man hvert øjeblik forventer forklarende skybrud.

Band Ane er 31-årige Ane Østergaards soloprojekt, og med Caravan har hun fundet roen – ja, den kan I da godt huske, ikke? Roen. Den, der river os ud af hastigheden og ind i det punktformede sorte hul bedre kendt som koncentration. Ikke at alle sange er rolige, beats forefindes skam også. Men Band Ane har givet sig tid til at formulere sig selv i en dialog med maskinerne og virkeligheden. Og det er i denne statiske elektricitet mellem uendelige muligheder og reelle begrænsninger at Caravan vibrerer så rigt. Hun bygger sin verden – og vores verden er med til at bygge hendes musik. Der både tales og lyttes.

Den følende og søgende musikalitet, som præger Band Ane, kan man også finde hos den danske trio Skyphone. De er så til gengæld langt mere forankret i den kødelige realitet, og deres seneste, tredje album Hildur er fortrinsvis præget af indspilninger i virkelige rum, især dem på Hotell Hildur i Sydsverige, hvor de optog moderparten af albummet i varierende værelser og gange, hvor gulvbrædder knager, og vægge farver instrumentlyd. De spiller på klaver, akustisk guitar, elguitar, trommer, elorgel, mens teknologien bidrager med spredte beats, bulede, rustne loops og manipulationer af det spillede – pludselig snubler guitaren i mudret glitch, trommernes akustik fuckes op, en triangel (vistnok) kommer på speed.

Det kan blive lidt fersk, og flere steder savner jeg spørgsmålstegn og en stejlere tilgang til melodier og harmonier. Men til gengæld er der sange, hvor forhandlingen mellem software og håndværk går op i fine enheder i sarte stuemiljøer. Hildur er diskret undersøgende journalistik om mulighederne for teknohumanoid poesi.

Et intimt excentrisk album

Der er til gengæld et gespenst på spil i printbanerne på The Portuguese Man of Wars debutalbum Girl From The Pacific. Det er Anders Stochholm fra Under Byen, som her har kastet sig ud i en elektronisk spøgelsespop undfanget på en Stillehavsø syd for Japan.

Stochholm har hentet sit kunstnernavn fra en brandmandslignende samling af individuelle eksistenser, der er samlet i en smuk blæverklump. Vi er alle indbyrdes forbundne, og Stochholm rækker fra sin Robinson Crusoe-position tentakler ud mod Brian Enos 70’er-undersøgelser af elektronisk systemisk pop og Can-mesteren Holger Czukays elastiske funk og interesse for vocoderens muligheder for at sluse vokalen ind i en anden spøgelsesdimension.

Resultatet er et intimt excentrisk album, fuld af primitivt summende synthesizere og håndspil, der synes at trække på fjernøstlige melodier. Teknologien som en eksotisk mulighed for at rejse langt væk, blive til noget andet. Vi er under varme himmelstrøg og her og nu, hvor hånden skælver i oktober, kan det føles vederkvægende at istemme de elektronisk lakerede stemmer. De kommer som et kor af varmblodede robotter, der virker medgørlige og inderlige, sandsynligvis fordi det er Stochholm, der inkarnerer dem – eller i hvert fald har blæst liv i dem.

En dag synger robotterne måske også til os. Forhåbentlig med deres egne personligheder – ikke bare i et forsøg på at sikre deres plads i husholdningen.

Band Ane: ’Caravan’ (Clang Label) clang.cl

Skyphone: ’Hildur’ (selvudgivet) skyphone.bandcamp.com/album/hildur

The Portuguese Man of War: ’Girl From The Pacific’ (selvudgivet/Rillbar) rillbar.dk